Amerikanske læger er igen langt foran deres danske kolleger
Mens danske læger og sundhedsmyndigheder endnu kører på den gamle filosofi om, at vi får nok vitaminer og mineraler, bare vi "spiser varieret", slår amerikanske læger nu officielt til lyd for, at alle voksne tager mindst én multivitamin tablet daglig. Baggrunden: moderne industrikost indeholder ikke de nødvendige næringsstoffer, og et dagligt vitamintilskud kan forebygge alvorlige sygdomme.
De amerikanske lægers artikel er offentliggjort den 19. juni 2002 i JAMA (The Journal of the American Medical Association), der svarer til det danske Ugeskrift for Læger.
Vi bringer her et sammendrag af artiklen i JAMA (Vol. 287, No. 23, 2002):
Symptomer på vitaminmangel som skørbug og beriberi er ualmindelige i vestlige samfund. Men en ikke-optimal indtagelse af vitaminer, som ligger over det niveau, der giver den klassiske vitaminmangel, er en risikofaktor, der kan føre til kroniske sygdomme. En sådan ikke-optimal indtagelse er udbredt i befolkningen i almindelighed, og blandt de ældre i særdeleshed.
Ikke-optimal indtagelse af folsyre er, sammen med en ikke-optimal indtagelse af vitaminerne B6 og B12, risikofaktorer i forbindelse med kardiovaskulære lidelser, nervekanalsygdomme og tyktarms- og brystcancer.
Lave niveauer af vitamin D bidrager til knogleskørhed og knoglebrud, og lave niveauer af antioxidant-vitaminer (vitaminerne A, E og C) kan øge risikoen for adskillige kroniske lidelser. De fleste mennesker får ikke en optimal mængde af alle vitaminer alene igennem kosten.
Indtil der foreligger klar dokumentation om effektiviteten fra randomiserede undersøgelser, synes det at være klogt for alle voksne mennesker at tage vitamintilskud.
Der findes et begrænset grundlag for at tilrette indholdet af multivitaminer til specifikke grupper af patienter (f.eks. efter alder, køn og fysisk aktivitet) og for at teste vitamin-niveauerne med henblik på at bestemme vitaminbehovet hos den enkelte.
Læger bør gøre en ekstra indsats for at informere sig om deres patienters vitaminforbrug og for at sikre, at de tager de vitaminer, de bør, f.eks. at kvinder i den fødedygtige alder får tilskud af folsyre, at de undgår indtagelse af høje doser A-vitamin under graviditeten, ligesom man i det hele taget skal undgå massive doser fedtopløselige vitaminer (A, D, E, K) på ethvert alderstrin. Multivitamin tabletter indeholder sikre doser af disse vitaminer.
Robert H. Fletcher og K. Fairfield