Det skal først lige slåes fast at GHB ikke har noget som helst at gøre med HMB, det er to vidt forskellige kosttilskud, som virker på vidt forskellige måder.
GHB er endnu et af de kosttilskud, der var meget populært i de tidlige 90ere. Reklamerne lovede forøget vækst hormon udskillelse og lavere cortisol niveau. Det skal siges til reklamernes forsvar at disse to påstande måske ikke er helt hen i vejret (måske bare overdrevet en hel del). (1)
Bodybuildere fandt dog hurtigt ud af at GHB simpelthen havde en effekt næsten som pot / hash!
Kort tid efter at have taget en dosis fik rigtig mange en følelse af at "svæve", og kom i en euforisk tilstand. Dette lyder måske ikke som en bivirkning, men problemet er bare at hvis du tager for meget er der stor sandsynlighed for du bliver meget syg, og kommer til at kaste op totalt ukontrolleret. Endvidere er der set adskillige korttids komaer, især hvis GHB bliver taget samtidig med alkohol! Disse bivirkninger har fået FDA i USA til at gøre GHB ulovligt (8 nov. 1990). Der er dog nye rapporter fra USA, som tyder på at folk (andre end bodybuildere) kan lide GHB´s effekt. Dets popularitet er mange gange større i diverse natklubber end i motionscentrene. Folk kan åbenbart lide at blive totalt "mærkelige i hovedet" gennem natten for at vågne op uden tømmermænd dagen efter. Hvis du er inde i miljøet er GHB det man i gadesproget kalder "G" (Big G) eller Liquid X.
Der er research som kunne tyde på at GHB er vanedannende (2) og vi anbefaler da også folk klart at holde sig fra det. Man skal også være opmærksom på at det er ulovligt at fremstille i næsten alle lande, og derfor er der opstået en undergrunds industri, som betyder at der er kæmpe forskel på kvaliteten. Den mængde du tog til sidste fest kan være 10 gange mindre stærk end den samme mængde ugen efter.
Konklusion: GHB er ikke et tilskud for seriøse bodybuildere - Det kan gøre dig stenet, men du risikerer at blive afhængig, og med de store bræk-ture man får, samtidig med man besvimer er der faktisk en risiko for at drukne i sit eget bræk!! Eller måske hvis du er heldig får du en fed nat i byen... Russisk roulette.
Videnskabelige referencer:
(1) G. Gerra et al., "GHB and neuroendocrine function in humans" Neuroendocrinology Letters 16.1 (1994) : 55-63
(2) G. P. Galloway, et al., "GHB: An emerging drug of abuse that causes physical dependence" Addiction 92.1 (1997) : 88-96