Der er mange aspekter ved vægttræning, som man skal tage højde for hvis man vil have optimale resultater. Man skal følge supervidenskabelige programmer, som er tilrettelagt ned til mindste detalje, man skal følge en diæt som er skræddersyet 100 % efter de mål man har med træningen, og man skal udføre alle øvelserne med korrekt teknik. Som om det ikke skulle være svært nok, så er der et aspekt af træning, som for mange kan være endnu sværere at beherske. Og det er det mentale aspekt af træningen. Hvor man kan optimere ting som program- og diætstruktur, ved at sætte sig ind i tingene, så er det mentale aspekt en lidt hårdere nød at knække. Der er nemlig mange psykologiske aspekter som kan være bremseklods for ens fremgang i vægttræningslokalet. Vi vil prøve at se lidt nærmere på nogle af de typiske problemer man ser rundt omkring i centrene.
ANGSTEN FOR TUNGE VÆGTE

Det mest almindelige problem man oplever hos folk der træner med vægte, er den enten bevidste eller ubevidste angst for tunge vægte. Der er ufatteligt mange mennesker som af den ene eller den anden årsag ikke tør at øge vægten. Desværre forstår folk ikke helt hvor destruktiv denne angst er for deres træning. Hele fundamentet i alle typer programmer er det progressive overload princip. Hvis ikke man øger vægten på regelmæssig basis, så vil ens fremgang langsomt gå istå. Og dette ser man bedrøveligt nok eksempler på i alle centre.

Jeg kan huske da jeg i tidernes morgen startede i mit gamle center. Dengang var jeg meget opmærksom på hvad andre folk kunne løfte, da det jo altid er rart at kunne måle sig med de andre i centret, for at se hvor man ligger rent styrkemæssigt. Der går så en årrække, hvor jeg selv stiger temmelig meget i styrke, og en dag hvor centret er proppet, kommer jeg til at sidde og kigge rundt. Det er sjovt at se at mange af ansigterne stadigvæk er de samme efter adskellige år. Det sørgelige er bare at det er den belastning folk træner med også. Adskellige af de gamle rotter ligger stadigvæk og træner med det som de gjorde da jeg trådte ind i centret. Man kunne få den opfattelse at disse personer måske havde nået deres loft. At der ikke var meget mere at hente rent udviklingsmæssigt. Eller at de måske anvendte programmer som var helt hul i hovedet. Men i flere tilfælde gjorde ingen af delene sig gældende.

Der var tale om folk der rent fysisk mindede mere om begyndere end de garvede rotter de egentlig burde være, deres træningserfaring taget i betragtning. Jeg undrede mig over hvorfor det forholdte sig sådan, men hvis man så dem lidt an og snakkede lidt med dem, så gik det hurtigt op for en, at disse mennesker havde en angst for tunge vægte. I de flestes tilfælde på et ubevidst niveau. Jeg husker engang hvor jeg gik hen til en af gutterne efter han havde taget 8 reps med 90 kg i bænkpres. Jeg spurgte om han ikke skulle prøve om han kunne tage en 7-8 reps med 100 kg, men det fejede han af bordet med det samme, og påstod at de 90 kg havde været tunge. Jeg havde stået og set ham gennemføre hele sættet, og INGEN af gentagelserne havde nærmet sig noget man kunne kalde tungt. Ikke engang den sidste gentagelse. Jeg fortalte ham at de 90 kg så ekstremt lette ud, og at han nemt ville kunne reppe med 100 kg. Om ikke for 8 reps, så i det mindste for 6 reps. Men gutten ville slet ikke lytte. Han havde øjensyneligt et helt andet formål til ordene ?tungt? og ?hårdt?. Han var den diamentrale modsætning af ?Mr. Forced reps? som de fleste kender. Typen som ikke kan få nok vægt på, og som altid får hjælp af sin makker fordi han kun selv kan tage 3 af de 8 reps han har sat sig for at lave. Ham her repræsenterede tydeligtvis en type som på den ene eller den anden måde havde et angst-forhold til det at smide vægt på stangen.

Det værste af det hele er at den type som er bange for at øge vægten for hurtigt, også tit er typen som er bange for øvelser som tillader anvendelsen af tunge vægte. Man ser sjældent at disse personer laver øvelser som squat og dødløft. De holder sig ofte til maskiner, kabler og håndvægte. Macho-øvelsen bænkpres laver de dog, men de kører ofte med vægte som er latterligt lette.

De fleste som læser denne her artikel vil relativt hurtigt kunne genkende nogle ting i sig selv, hvis det forholder sig sådan at de også har en angst for tunge vægte. Og der er det sådan set lige meget om det er på det bevidste eller ubevidste niveau. Hvis man rent styrke- og massemæssigt befinder sig på et begynderniveau, og til trods for dette træner med de samme vægte i lange perioder, så bør man overveje om man eventuelt har et psykologisk problem med det at træne med tunge vægte.

Det store problem er så at finde ud af HVORFOR man har dette problem. Det kan skyldes ufatteligt mange ting, og det vil være umuligt for mig at opstille diverse forklaringsmodeller. Det som er væsentligt er at man vedkender sig at man har problemet, og at man er nødt til at gøre noget ved det, hvis man vil opnå de resultater man havde planlagt at ville opnå, da man i sin tid gik i gang med vægttræningen. Nogen vil måske mene at det ikke er noget man kan gøre noget ved, og at disse mennesker burde spille skak eller golf i stedet for, men jeg mener at alle kan få en mere primitiv og dyrisk tilgang til det at løfte vægte. For vægttræning er jo virkelig en aktivitet hvor man skal i kontakt med urinstinktet, for at overvinde vægtene. Man tager jo ikke ned i centret for at vægtene skal overvinde en, man tager derned for at dominere vægten totalt. For at flytte grænser.

AT ELSKE SMERTEN

Et andet aspekt som hænger meget sammen med angsten for tunge vægte, er angsten for smerte. Der er nogle mennesker som bare ikke kan tåle at føle smerte. Og godt nok er jeg ikke tilhænger af ?no-pain-no-gain? HIT programmer, hvor man ikke har trænet effektivt hvis man ikke har haft næseblod eller har kastet op et par gange eller 3. Men det ændre ikke på det faktum at det er godt at elske smerten. Smerten er ens ven. Jo bedre man blive til at udholde smerte, jo bedre bliver man til at presse sig selv til den yderste grænse af ens kapacitet. Og selv det på ingen måde er nødvendigt at udøve denne praksis på regelmæssig basis, så kommer man ikke uden om at de folk der når længst indenfor jernsporten, er dem som har evnen til at presse sig selv, og til at ignorere smerten. ?Pain is temporary, glory is forever?, som man siger. Og det er jo sandt nok. Lærer man at udholde smerten, så kommer man også til at høste resultaterne for det.

Derudover er der mange aspekter af smerte. Dem som er lidt smerte-pylrede er det ofte på flere fronter. Der er smerten ved at presse sig selv maksimalt i et høj-rep sæt, hvor man er lige på grænsen til at hoste en lunge op, og så smerten ved at stå med en maks-tung vægt på ryggen i squat. Man ser jo tit folk vikle stangen ind i håndklæder eller skumgummi-dimser når de skal squatte tungt. Dette er totalt udnødvendigt, og er faktisk med til at gøre at stangen kommer til at ligge uhensigtsmæssigt. Hvorfor ikke bare vende sig til ubehaget ?? Med tiden vil man vende sig til fornemmelsen, og slet ikke ligge mærke til det. Der er folk som kan squatte langt over 400 kg uden den slags hjælpemidler. Hvor skulle det så være et problem at have 80 kg på ryggen ??

Nu er der ingen der siger at man skal udvikle machocistiske tendenser, og leve for smerten. Men det vil helt sikkert hjælpe meget at lære at smerte ikke er noget man skal sky med alle midler. Man skal lære at skelne mellem den gode smerte og den dårlige smerte. Den dårlige smerte skal undgås, mens man skal lære at ignorere den gode smerte. På sigt vil det give en bedre resultater i ens træning. Man bliver ikke stor, massiv og stærk, hvis man er en kylling.

VINDERTYPE MENTALITETEN

Når man træner med vægte, så er det en stor hjælp at have en lidt fandenivolsk tilgang til træningen. Man er nødt til at tro på at man kan overvinde vægten. Det nytter ikke noget at tvivle. Som master yoda siger til Luke Skywalker i Star Wars ?Do or do not, there is no try?. Samme tilgang skal man have til sin træning. Hvis du inden i dit hoved siger at du vil prøve at se om du kan bænke 100 kg, og hvis du er lidt usikker på at du kan gøre det, så ryger de 100 kg med stor sansynelighed IKKE op. Siger du derimod at du VIL bænke de 100 kg, og at de med sikkerhed vil føles som pap, så øges dine chancer for at løfte vægten dramatisk. Det med at troen kan flytte bjerge er lidt en kliche, men ikke desto mindre, så er der noget om snakken. Dem som ikke sætter grænser for sig selv, som tror på deres egne evner når som regel længst.

FRYGTEN FOR NEDERLAG

Et andet stort problem som kan være stopklods for ens udvikling er angsten for nederlag. Man kan være den mest machocistiske stodder, som elsker følelsen af tunge vægte, og som tror på sine evner, og så alligevel knække, fordi man ikke kan tåle nederlag. Hvis man gentagne gange misser en vægt som man fuldt og fast troede at man KUNNE løfte, så kan det i sidste ende udvikle sig til at man ikke tør prøve på nye PR forsøg, da man bliver panisk angst for at misse. Dette er lidt ærgeligt, da det at misse en vægt er en del af det at træne. Ved at misse en vægt lærer man sine grænser at kende. Og problemet er egentlig let nok at løse, da det egentlig bare kræver at man ændre sin indstilling til træningen, og erkender at det er OK at misse en vægt. Det er umiddelbart lettere sagt end gjort, men det kan lade sig gøre. Jeg har nemlig selv været der. Jeg havde det tidligere sådan at missede jeg en vægt som jeg havde sat mig for at løfte, så kunne jeg være deprimeret over det i mange dage efter. Og næste gang jeg skulle prøve den pågældende vægte igen, så var jeg mere nervøs end i en eksamenssituation. En sådan tilgang til træningen er på ingen måde fremmende på træningen, og det er vigtigt at man forstår dette, og ændre syn på det at misse en vægt.

THE POWER OF EMOTIONS

Noget af det man kan bruge til sin fordel I sin træning, er den kraft man får når der sættes gang I bestemte følelser. Vi kender godt den fornemmelse af energi og kraft der strømmer igennem kroppen på en når man bliver godt gal i skralden. Det er meget individuelt hvad der kan sætte gang i disse ?energiudbrud?. Den gode gamle stærkmand, Jon Pall Sigmarsson, havde sin helt egen og specielle måde at gøre det på. Han havde som barn læst til islandske sagaer, og blev ekstremt påvirket af disse beretninger om store vikinge-krigere. I vores tid nytter det ikke noget at man render rundt og hakker hovedet af folk med store vikingesværd, men forstillingen om at man var en gigantiske vikinge-kriger virkede ganske godt for den unge Jon Pall, da han startede med stærkmandskonkurrencer. Han forestillede sig at han var en mægtig vikinge-kriger, og at alle hans modstandere var kæmper han skulle nedslagte. Og nedslagte dem gjorde han. Han fik skrevet sig ind i historien som en af de bedste, stærkeste og mest karismatiske stærkmandsdeltagere nogensinde. Og til dem som tror at det bare handlede om show og barnlige forestillinger om vikinge-krigere, så tror jeg roligt man kan tro om igen. For Jon Pall VAR hver enkelt stærkmandsdisciplin en kamp om liv og død. For ham var der ingen vej uden om. Han MÅTTE vinde hver disciplin, om så han måtte kravle hjem til Island.

Nu behøver alle jo ikke ligefrem rende rundt og forestille sig at de er viking-krigere. Man skal selvfølgelig finde sin egen måde, hvorpå man kan sætte gang i de følelser, som giver en ekstra styrke og energi. Pointen er bare at der er stor forskel på den træningseffektivitet man får ud af en mentalitet hvor man har mest lyst til at ligge hjemme på sofaen, og en mentalitet, hvor man har lyst til at slagte den lede eleikostang som ligger på gulvet og stirrer på en.

Nu er hele psykologien bag sport jo et ekstremt bredt område, og jeg er på ingen måde ekspert i sportspsykologi, men formålet med denne artikel har heller ikke været at udvise en ekspertise på området. Formålet har været at vække folks forståelse for at det er et vigtigt område at være opmærksom på. Det er et område som kan fremme ens træning ekstremt meget, hvis man forstår vigtigheden af det.

COPYRIGHT: Denne artikel må hverken helt eller delvis gengives i nogen form. Dette gælder OGSÅ på andre debatforums. Tilladelse kan gives ved at skrive til post@getbig.dk